Den Gamle Eg.
Midt på en bakketop står der en gammel vindblæst eg.
Det store træ har stået der i mange år.
Egnen omkring det har ændret sig meget i dens levetid.
Det husker blæsten omkring det.
Det undres over at det ikke lige er knækket på grund af det.
Men vindene har dog taget deres del, så vindskævt det er.
Rødderne der nærmest bad om at komme op af jorden når vinden tog til.

Det husker stadigvæk dens rejse op i vejeret.
Fra det lille spæde træ, hvor verden bare var det høje græs.
Til det store massive træ som står og skuer ud over det meste af landskabet.
Ud over blomsterende enge over fjordens fred fyldte vand.
Det husker efterårets rusken i dets krone.
Alle de stakkels blade der forsvandt fra det.
Smiler ved tanken om forårets grønne nyudsprungende blade.
De små kære blade der kommer frem og alle tilbeder solens varme.

Mikael Funch Skøtt, dette digt er under stadig revision.

Tilbage til digte